I Gaza taler Israels handlinger og retorik fordrivelsens tydelige sprog
Som jeg tidligere har beskrevet, er Israels oprettelse (1948) for palæstinenserne lig med Nakba, Katastrofen, hvor mindst 750.000 palæstinensere i årene 1947-49 blev voldeligt fordrevet eller etnisk udrenset af israelske bosættere. Kort tid efter Hamas og andre væbnede palæstinensiske grupper angreb Israel 7. oktober sidste år beordrede det israelske militær Gazas nordlige befolkning på mere end en million mennesker at trække mod syd inden for 24 timer. Ifølge FN er 1,9 millioner mennesker internt fordrevne i Gaza siden 7. oktober, hvilket svarer til 85 procent af befolkningen.
FN’s specialrapportør for menneskerettigheder i de besatte palæstinensiske områder Francesca Albanese har udtalt, at Nakba har stået på lige siden Israels oprettelse: “Hver dag er en dag med indespærring, konfiskation af land, tvangsudsættelser, tæsk og masseanholdelser”. Disse ord fra Albanese går forud for angrebet 7. oktober sidste år.
Ifølge den israelske historiker Ilan Pappé går fordrivelsen af palæstinenserne endnu længere tilbage. Den etniske udrensning af palæstinensere har fundet sted løbende i Palæstina siden 1920’erne, hvor zionister benyttede denne metode med henblik på at skabe en jødisk stat i så stor en del af Palæstina som muligt, men med så få palæstinensere i denne som muligt. Det fortæller han i et interview med den britisk-syriske journalist Richard Medhurst fra midten af december. Pappé kalder det, der sker i Gaza netop nu, altså efter 7. oktober, for en “massiv etnisk udrensning”.
Efter angrebet 7. oktober har Israel bombet Gaza massivt og også invaderet den i forvejen besatte stribe land. Ifølge militærhistoriker og politolog Robert Pape fra USA udgør Israels bombardement af det nordlige Gaza efter blot syv uger en af de mest massive bombekampagner med konventionelle våben (dvs. våben, der ikke er atomvåben, kemiske eller biologiske våben), i historien. Der er ifølge Pape tale om bombardementer på niveau med de allieredes årelange bombardementer af byer som Dresden, Hamborg og Köln under 2. Verdenskrig – byer, der historisk er husket for netop de massive bombardementer, de undergik.
Et ubeboeligt Gaza
Ifølge Wall Street Journal i en artikel fra 30. december er næsten 70 procent af Gazas 439.000 hjem og omkring halvdelen af alle bygninger blevet enten beskadigede eller ødelagt. Om Israels bombardement af Gaza skriver mediet desuden: “Bombningen har beskadiget byzantiske kirker og ældgamle moskeer, fabrikker og lejlighedskomplekser, indkøbscentre og luksushoteller, teatre og skoler. Megen af vand-, el-, kommunikations- og sundhedsinfrastrukturen, der fik Gaza til at fungere kan ikke repareres.”
Jeg har tidligere skrevet om, at man i forhold til Israels retorik omkring samt handlinger i Gaza kan tale om folkemord – noget, FN’s øverste domstol (International Court of Justice) sidenhen har sagt, den finder plausibelt. Der er ingen tvivl om, at den israelske regering har forårsaget en humanitær katastrofe og ekstrem elendighed i Gaza. FN’s Martin Griffiths, der er vicegeneralsekretær for humanitære anliggender og nødhjælpskoordinator, beskrev d. 5. januar Gaza som “ubeboeligt” ovenpå Israels massive bombardement, og sagde desuden, at Gazas befolkning på 2,3 millioner mennesker ser “daglige trusler mod selve deres eksistens” i øjnene. Befolkningen, nævnte han også, trues af hungersnød, og af at Israel har bombet områder, som det ellers havde beordret palæstinenserne at flytte til.
Israels plan
Men hvad er egentlig Israels plan, hvis man da overhovedet kan tale om en plan frem for et hævntogt? Måske kan man tale om begge dele. Måske kan man tale om, at Israel udnytter en situation – angrebet 7. oktober – til at fremskynde noget, som det har haft gang i siden dets oprettelse i 1948: Etnisk udrensning. Der er i hvert fald meget, der taler for, at etnisk udrensning er yderst relevante ord i forhold til Israels folkemorderiske angreb på Gaza – dette til trods for at Israels premierminister Benjamin Netanyahu for nyligt sagde: “Israel har ikke nogen intention om permanent at besætte Gaza eller fordrive den civile befolkning”.
Allerede kort tid efter angrebet på Israel kunne man læse om, hvordan Israels regering overvejede etnisk udrensning i Gaza. Et lækket dokument, dateret til 13. oktober og udarbejdet af Israels efterretningstjeneste, foreslog blandt andet at presse palæstinenserne ud af Gaza og ind i Egyptens Sinai-ørken. Med andre ord: Etnisk udrensning. En israelsk tænketank med tætte bånd til Netanyahu fremkom nogle dage senere med et lignende forslag om at flytte palæstinenserne i Gaza til Egypten i koordination med den egyptiske regering i det, som den beskriver som en “unik og sjælden mulighed”, beretter mediet Mondoweiss. Egypten har på det kraftigste afvist dette.
I et interview fra 11. november blev den israelske minister for agrikultur Avi Dichter fra Netanyahus Likud-parti spurgt, om man kunne sammenligne den tvungne evakuering af Gazas nordlige befolkning med Nakba. Hertil svarede han blandt andet: “Vi udruller nu Nakba i Gaza.” Yderligere sagde han: “Gaza Nakba 2023. Det er sådan, det vil slutte.” Det skriver det israelske medie Haaretz.
Under et møde med sit parti, Likud, sagde Netanyahu d. 25. december, at den israelske regering arbejder på at få lande til at tage imod palæstinenserne. Israels ekstremt højreorienterede ministre Itamar Ben Gvir og Bezalel Smotrich, der er henholdsvis minister for national sikkerhed og finansminister, har talt for at opfordre palæstinensere til at emigrere og i øvrigt at ville oprette israelske bosættelser i Gaza.
Den massive humanitære krise, Israel har skabt i Gaza, gør, at “etnisk udrensning bliver næsten uundgåelig med det igangværende folkemord i Gaza brugt som et middel til dette formål”, skrev den palæstinensiske journalist Nour Odeh i starten af december for mediet Mondoweiss.
Allerede da Israel befalede Gazas nordlige befolkning på mere end en million mennesker at trække mod syd inden for 24 timer, kunne man tale om en enorm etnisk udrensning. Det er imidlertid langt fra den beskrivelse, den israelske premierminister og dennes embedsværk går med. De forsøger derimod at overbevise verden om, at der er tale om “frivillig genbosættelse”. Denne beskrivelse er imidlertid så langt fra at være sand, som den kan være. Ordet “frivillig” indebærer, at man af egen fri vilje træffer et valg – ikke at nogen træffer valget for en via tvang.
Der er ikke tale om et frivilligt valg, når mulighederne er død og ødelæggelse eller at emigrere. Eller som Chris Hedges i oktober beskrev de muligheder, Israel har givet palæstinenserne i Gaza: “Forlad Gaza eller dø”. Folkemord eller etnisk udrensning. På nuværende tidspunkt er mulighederne i øvrigt folkemord og intern etnisk udrensning. Mange oplever begge dele. Gazas befolkning er nemlig stadig indespærret i det, der kan beskrives som en koncentrationslejr. Siden 2007, hvor Israel implementerede en streng blokade af den lille stribe land, har Gazas befolkning nemlig været indespærret på 365 kvadratkilometer.
Om Israels planer for et Gaza uden palæstinensere skrev Dave DeCamp fra mediet antiwar.com i slutningen af december: “Mens Netanyahu og andre israelske embedsfolk har formuleret planen som ‘frivillig genbosættelse’ gør Israels brutale kampagne i Gaza meget af enklaven ubeboelig. Omkring 90 procent af Gazas befolkning er internt fordrevne.”
Den israelske regering har sørget for, at Gaza er et ubeboeligt landområde i lang tid frem og har åbent talt om, at den ønsker befolkningen ud af Gaza. Så selvom Gazas befolkning stadig befinder sig inden for Gazas mure, kan man altså tale om etnisk udrensning. Det kan og SKAL man, fordi den israelske regering har udtrykt ønske herom, og fordi dens handlinger taler et meget tydeligt fordrivelsens sprog i relation hertil.
Historien gentager sig
14. oktober advarede Francesca Albanese om, at Israel var ved at udføre en etnisk udrensning i Gaza i endnu større skala end i årene omkring 1948. Senere, i december, kunne man på FN’s hjemmeside læse endnu en advarsel relateret til etnisk udrensning af Gazas befolkning. Her lød advarslen fra Paula Gaviria Betancur, FN’s specialrapportør for menneskerettigheder og internt fordrevne personer: “I takt med at evakueringsordrer og militære operationer fortsat udvides og civile dagligt udsættes for ubarmhjertige angreb, er den eneste logiske konklusion, at Israels militæroperation i Gaza sigter mod at deportere størstedelen af civilbefolkningen i massevis.”
Hun fremhævede desuden, hvordan personer, der var blevet beordret evakueret af Israel og personer i de såkaldte “safe zones”, sikkerhedszoner, havde været ofre for vilkårlige, israelske angreb. Usikre “safe zones” eller det, at der ikke er nogle sikre steder i Gaza, er også noget blandt andre UNICEF’s James Elder og Verdenssundhedsorganisationens (WHO) generaldirektør Tedros Adhanom Ghebreyesus har advaret mod.
Gaviria Betancur sagde også, at den enorme ødelæggelse af Gazas beboelsesområder og civile infrastruktur gør, at det er urealistisk for befolkningen at vende tilbage til deres hjem, hvilket giver mening, når man ser på, hvor enorm Israels ødelæggelse af Gaza er. Dette er en gentagelse af en lang historik med tvungen massefordrivelse af palæstinensere forårsaget af Israel, sagde hun yderligere.
USA’s støtte til Israel er fortsat betingelsesløs
Officielt påstår USA’s Joe Biden-administration, at den er imod at tvinge palæstinenserne til at bosætte sig uden for Gaza, og at den ikke støtter op om israelske bosættelser i Gaza. Til trods for at både den israelske retorik og det israelske militærs handlinger i Gaza peger kraftigt på, at en enorm etnisk udrensning er Israels mål i det palæstinensiske område, er USA’s massive militære støtte til Israel fortsat betingelsesløs.
Israels handlinger i Gaza og retorikken, der kommer fra det officielle Israel, taler et meget tydeligt sprog: Etnisk udrensning.