Den 10. oktober lagde Mette Frederiksen blomster ved den israelske ambassade i Hellerup for at støtte op om Israel efter Hamas’ angreb, Operation Al-Aqsa Flood, tre dage tidligere. Samme dag kunne man på Mette Frederiksens facebook-profil finde et opslag, hvor et billede viser, hvordan hun lægger blomster ved ambassaden. Med billedet fulgte en tekst:
“Det er hjerteskærende. Terrorisme når det er værst. Brutale angreb, en næsten ubærlig smerte. Mine tanker går til alle ofre. Civile tab på begge sider. Deres kære. Må vi aldrig acceptere terrorens gru. Aldrig. Har netop lagt blomster ved den israelske ambassade. Et land er blevet angrebet. Og brutaliteten er larmende.”
Ved ambassaden blev statsministeren af en journalist fra TV2 spurgt, om hun havde tænkt sig “…at gøre noget lignende for også at vise sympati over for civilbefolkningen, altså den palæstinensiske civilbefolkning?” Spørgsmålet faldt langt fra i god jord hos Mette Frederiksen, der svarede skarpt:
“Jeg må indrømme, jeg synes, du bidrager til at relativere noget, der ikke er sammenligneligt. Det er Hamas, en terrororganisation, der angriber et demokratisk land, Israel. Og Israel har ret til at forsvare sig selv, og det vil betyde nogle ofre. Det tåler ikke nogen sammenligning. Og det, at en dansk journalist stiller spørgsmålet, er for mig dybt bekymrende, vil jeg gerne sige, og aldeles historieløst.”
Statsministeren anerkendte tabet af civile på begge sider, “men at sammenligne en terrororganisations angreb på et demokratisk land, der forsvarer sig selv, på den måde, som du gør – den præmis vil jeg simpelthen ikke anerkende”, sagde hun til TV2’s journalist.
Ved at reagere så skarpt på TV2-journalistens oplagte spørgsmål, lukker Mette Frederiksen ned for alt, hvad der hedder kontekst. Hun afviser al snak om, hvorvidt noget kunne gå forud. Det er imidlertid ikke blot absurd at lade som om, at 7. oktober 2023 var starten på den enorme massakre i Gaza, der snart har varet en måned. Dét er historieløst: Mette Frederiksen er den historieløse. For hun fritager Israel og alle Israels støtter, inklusive sig selv, for alt ansvar ved at starte historien der – uden historie.
Ifølge statsministeren går der altså ingenting forud. Ikke noget hun tillægger betydning i hvert fald. Det er helt tydeligt på hendes svar til journalisten: “Det er Hamas…”. Statsministeren lader altså som om, at der ingen årsag er på en reaktion. Hun ser Israels blodige angreb på Gaza som en reaktion på Hamas’ blodige angreb på Israel, men hun afviser fuldstændigt at se Hamas’ angreb på Israel som en reaktion på noget, der er sket tidligere.
Som den britiske journalist Jonathan Cook, der er bosat i Nazareth i Israel, skrev efter angrebet:
“Ja, palæstinensiske krigere udførte i weekenden et brutalt angreb på israelske bosættelser på grænsen til Gazastriben. Men dette angreb dukkede ikke op ud af ingenting, eller uden varsel. Det var ikke ‘uprovokeret’, som Israel gerne vil have os til at tro.”
Cook fremhæver desuden, at vestlige regeringer længe har givet massiv støtte til Israel både militært, økonomisk og diplomatisk, hvilket alt sammen har været med til at muliggøre den ekstreme undertrykkelse af palæstinenserne, der har fundet sted i årevis.
Den holdning, at Hamas’ angreb ikke opstod ud af ingenting, deler FN’s generalsekretær António Guterres. Han sagde d. 24. oktober i en tale til FN’s sikkerhedsråd, at “… Hamas’ angreb skete ikke ud af ingenting.” Uddybende sagde han:
“Det palæstinensiske folk har været udsat for 56 års kvælende besættelse. De har set deres land gradvist opslugt af bosættelser og plaget af vold; deres økonomi kvalt; deres folk fordrevet og deres hjem ødelagt. Deres håb for en politisk løsning på deres lidelser har været forsvindende.”
Ved at fremhæve de grusomheder og den undertrykkelse, Israel har udsat det palæstinensiske folk for, placerer Guterres den nuværende situation i Gaza inden for den ramme, Mette Frederiksen skyndte sig at afvise over for TV2.
Til trods for at Guterres i sin tale til sikkerhedsrådet mindede om, at han havde fordømt Hamas’ angreb, har Israels FN-ambassadør Gilad Erdan på X (tidl. Twitter) bl.a. skrevet, at “[Guterres’] udtalelse om at ‘Hamas’ angreb ikke skete ud af ingenting’ udtrykte en forståelse for terrorisme og mord.” Erdan giver altså lige så historieløs en respons, som den Mette Frederiksen gav til TV2. Guterres har klart taget afstand fra Hamas’ angreb. Men ifølge Israel, som Erdan taler på vegne af, starter historien altså samme sted, som Mette Frederiksen ville have den til at starte – historieløst.
Den udlægning tillader altså ikke andet end “de gode” og “de onde”. Det samme er tilfældet, når Israels premierminister Benjamin Netanyahu portrætterer Israel som den civiliserede verden, de gode, og Hamas som de onde, barbarerne. Man behøver hverken synes om Hamas eller vide særlig meget om besættelsesmagten Israel for at vide, at verden ikke er så sort/hvid, som Netanyahu gerne vil have os til at tro. Netop dét og Netanyahu kom den israelske historiker Ilan Pappé ind på i et nyligt interview med Democracy Now!:
Her kommenterede Pappé på Netanyahus ord om, at folk der taler for våbenhvile mellem Israel og Gaza, taler for at Israel skal overgive sig til Hamas og til terrorisme:
“Jeg tror hovedforsøget her”, sagde Pappé, “er at sikre, at folk ikke forstår konteksten, som Hamasoperationen skete i; totalt at sikre at denne begivenhed ikke sættes ind i en historisk kontekst; at glemme de 15 års inhumane belejring af Gaza; 56 års nådesløs besættelse og etnisk udrensning på Vestbredden; og 75 år hvor flygtninge er blevet nægtet at vende tilbage til deres hjem.”
Pappé forklarer videre, hvordan Netanyahu forsøger at nazificere palæstinenserne med henblik på at retfærdiggøre alle Israels aktioner uden nogen hensyntagen til international lov. Netanyahu forsøger også, forklarer Pappé, at aflede os fra det virkelige problem, nemlig årsagen til angrebet på Israel 7. oktober, som skal findes i den undertrykkelse, Israel gennem mange år har udsat millioner af palæstinensere for. Hvis fred skal kunne opnås, er man nødt til at gå tilbage til forhandlingsbordet og spørge, hvad der går forud for angrebet, årsagen. På den måde kan man forsøge at undgå en gentagelse af volden, forklarer Pappé.
Både Netanyahu, Israels ambassadør i FN og Mette Frederiksen udlægger tingene på en historieløs, forenklet måde. Historieprofesser og tidligere oberstløjtnant i USA’s flyvevåben William J. Astore skrev for nyligt: “Krig er den mægtige og frygtindgydende forenkler.” Og det er netop, hvad den danske statsminister gør, når hun afviser TV2-journalistens spørgsmål så prompte – hun forenkler. Det er farligt, for hvis man ikke forstår det problem, man står over for, kan man ikke gøre sig forhåbninger om at løse det, som Ilan Pappé også fremhævede. Tingene er derfor nødt til at blive set i lyset, og nogle gange mørket, af sin rette kontekst.
Mette Frederiksen – med sit historieløse blik på situationen, hvor ingen årsag findes, kun “Hamas” – lader ikke til at være interesseret i at bidrage til en løsning på de grusomheder, der siden 7. oktober har fundet sted i Gaza. Hun var mere fokuseret på, at “Israel har ret til at forsvare sig selv”, som hun sagde. Statsministeren synes ikke at have ændret mening i forhold til noget omkring Israel/Gaza:
Før et EU-topmøde i Bruxelles 26.-27. oktober sagde hun ifølge DR, at Europa bør hjælpe til med at sikre humanitær hjælp og bistand til Gaza. Yderligere udtalte hun:
“Jeg vil opfordre Israel til klart at bevæge sig inden for international lov og international humanitær lov. Og med det følger også et ansvar for de mennesker, som lige nu bliver klemt mellem en terrororganisation og et helt reelt svar fra Israels side.”
Her er det værd at bemærke statsministerens brug af ordene “et helt reelt svar fra Israels side”. Israels svar, der bl.a. inkluderer en drakonisk, total belejring af 2,3 millioner mennesker, tvangsforflytning af mere end en million mennesker fra det nordlige til det sydlige Gaza og massive bombardementer af en indespærret befolkning, som har dræbt mange tusinde mennesker heriblandt flere tusinde børn, er altså ifølge den danske statsminister “helt reelt”.
Det, Israel udsætter Gaza for, har imidlertid intet at gøre med retten til at forsvare sig selv, skrev Chris Hedges, journalist fra USA, d. 17. oktober. Uddybende skrev han: “Dette er ikke en krig. Det er udslettelsen af civile fanget i 16 år i verdens største koncentrationslejr.”
Fem dage senere skrev Hedges: “Israel decimerer ikke blot Gaza med luftangreb, men bruger det ældste og grusomste krigsvåben – sult.” Og i samme artikel skrev han, at “USA og dets vestlige allierede er lige så moralsk bankerot og lige så medskyldige i folkedrab som dem, der var vidne til det nazistiske holocaust af jøderne og intet gjorde.”
En gruppe menneskerettighedseksperter fra FN advarede da også d. 2. november om, at hvis ikke en øjeblikkelig våbenhvile finder sted, er det ikke muligt at forhindre et folkemord på det palæstinensiske folk. Det er tid til at handle nu, og her har Israels allierede også et ansvar, sagde eksperterne. Den danske regering handler imidlertid ikke. At tale for øjeblikkelig våbenhvile og en afslutning på Israels brutale besættelse af Palæstina ville være at handle, frem for at tale om Israels ret til at “forsvare” sig.
Der er ingen mennesker i Gaza, der kan vide sig sikre på at overleve det næste nanosekund: I sit program System Update fra 28. oktober forklarede journalisten Glenn Greenwald fra USA, at alle mennesker i Gaza, uanset hvor de befinder sig, konstant er i stor risiko for at blive ramt af en bombe. Han understregede også, at dette utvivlsomt vil sætte sig som livslange traumatiske oplevelser i dem, der måtte være så heldige at overleve Israels nedslagtning.
Ved at kalde Israel et demokratisk land afslører statsministeren i øvrigt også sin historieløshed. Eller sin uvidenhed. Eller at hun reelt ikke anser palæstinenserne som israelernes ligeværdige. Israel er ikke et demokrati. Jo jo, der afholdes da vel nok valg i Israel, men Israel er samtidig en militær besættelsesmagt, der udsætter palæstinensere for apartheid, en forbrydelse mod menneskeheden, hvilket flere menneskerettighedsorganisationer har dokumenteret. Militær besættelsesmagt og apartheid er vel noget nær det modsatte af demokrati. En stor del af de mennesker, der lever under den israelske besættelsesmagt, har hverken stemmeret eller basale demokratiske rettigheder. Det gælder især palæstinensere.
I sit svar til TV2-journalisten sagde Mette Frederiksen, at Israels forsvar ville betyde nogle ofre. Men hvor mange palæstinensiske ofre skal der til, før statsministeren tør kritisere Israels såkaldte “forsvar”? Hvor mange børn skal dø for enden af de utallige USA-finansierede og -producerede bomber, Netanyahu og hans ultrahøjreorienterede, zionistiske regering lader regne ned over Gazas befolkning, før den danske statsminister vil tale for våbenhvile frem for Israels ret til at “forsvare” sig selv?
USA giver Israel 3,8 milliarder dollars hvert år i militær støtte.
Det er da også langtfra alle, der deler den danske statsministers forståelse af, hvad forsvar er. Mette Frederiksen var ikke længe om at fordømme angrebet på Israel 7. oktober, men Israels massemorderiske respons, som ifølge Al Jazeeras Live Tracker per 5. november har taget livet af næsten 10.000 palæstinensere, har hun hverken fordømt eller kritiseret på nogen måde. Det er mange utilfredse med, hvilket kan ses i form af et borgerforslag, der har titlen “Danmark skal fordømme israelske krigsforbrydelser i Gaza, øge dansk bistand til Palæstina og arbejde for en politisk løsning på konflikten”. Borgerforslaget, der blev stillet 30. oktober, har allerede langt mere end de 50.000 støtter, der skal til, for at det kan blive fremsat som beslutningsforslag i folketinget.
Den hensynsløse nedslagtning af Gazas befolkning har intet med forsvar at gøre. Verden er nødt til at tale for våbenhvile, så den folkemorderiske nedslagtning af Gazas 2,3 millioner mennesker kan blive stoppet.
Om pres fra den danske befolkning kan hjælpe den historieløse statsminister til at tage historien seriøst, vil tiden vise.
Super artikel 🙂