“Stilhed er medskyldighed”

– siger en meget stille Joe Biden

Af Anders Jensen

Lørdag d. 7. oktober angreb Hamas Israel flere steder – med mennesker og missiler – i det, som er blevet kaldt Operation Al-Aqsa Flood. Over 1300 mennesker blev dræbt, heriblandt mange civile. I forhold til dette har USA’s præsident Joe Biden til en række ledere af det jødiske samfund i USA bl.a. udtalt: “Silence is complicity”. Eller på dansk: Stilhed er medskyldighed

Med denne udtalelse mente Biden, at han – og USA, som han står i spidsen for – ikke er medskyldige i Hamas’ angreb, eftersom han reagerer med fordømmelse af dem, og udtrykker sin fulde støtte til Israel. Et oplagt spørgsmål at stille som følge af præsidentens ord er så, om han med denne logik er medskyldig i andre ting? Med andre ord, har han forholdt sig i stilhed i forhold til andre ting? 

Nu hvor denne tekst tager udgangspunkt i Bidens ord om, at stilhed er medskyldighed, som præsidenten udtalte efter angrebene 7. oktober, vil jeg fokusere spørgsmålet mod netop Palæstina, Israel og selvfølgelig Joe Biden. Her er der nemlig mange ting at fremhæve, for i forhold til Israels grusomheder mod det palæstinensiske folk, er Joe Biden meget, meget stille. 

Så vidt jeg ved, har Joe Biden aldrig arbejdet for en afslutning på Israels besættelse af Palæstina, den længste besættelse i verden. Det er en besættelse, der kan siges at have eksisteret siden Israels oprettelse 14. maj 1948. For palæstinenserne er Israels oprettelse det samme som Nakba, Katastrofen, hvor israelske bosætteres etniske udrensning af mindst 750.000 palæstinensere fandt sted. Mens 15. maj er den officielle dato for Nakba, går katastrofen dog også forud for Israels oprettelse. Og Nakba er aldrig ophørt, kan man høre FN’s Francesca Albanese forklare her. Biden synes at være enormt stille i forhold til den bosætterkolonialisme, der har fundet sted allerede siden før Israels oprettelse, og som stadig finder sted. 

Præsidenten har også været meget stille i forhold til den israelske undertrykkelse af palæstinensere eller det som menneskerettighedsorganisationerne Amnesty International og Human Rights Watch har dokumenteret, er apartheid. Ifølge international lov er apartheid en forbrydelse mod menneskeheden. 

Og hvad med den strenge blokade, Gaza har været underlagt siden 2007? Den blokade, som holder over to millioner mennesker, halvdelen børn, fanget i det, som selv den tidligere britiske premierminister David Cameron har kaldt et “fængsel”? Blokaden af Gaza blev i øvrigt i sidste uge til en fuld blokade eller belejring, hvor Israel har slukket for strømmen og ikke tilladt vand, mad og medicin at komme ind. Her er der tale om kollektiv afstraffelse af civile, hvilket er strengt forbudt ifølge international lov

Fredag d. 13. oktober beordrede Israel 1,1 millioner mennesker i den nordlige del af Gaza til at søge mod syd og det i øvrigt inden for 24 timer. Ens tanker løber hurtigt i retning af ord som “humanitær katastrofe”. Det er også præcis, hvad FN har udtrykt: “FN anser det for en ‘umulighed’ for sådan en bevægelse at finde sted uden ødelæggende humanitære konsekvenser og appellerer til at ordren bliver ophævet.” 

Men hvor skal disse mennesker søge hen, når de er spærret inde? “At flytte mere end en million mennesker på tværs af en tætbefolket krigszone til et sted uden mad, vand eller [mulighed for] indkvartering, når hele territoriet er under belejring, er ekstremt farligt – og i nogle tilfælde simpelthen ikke muligt”, har FN’s generalsekretær António Guterres udtalt. Desuden, som journalisten Jonathan Cook skriver om Gazas befolkning, der i denne situation må genleve de traumer, de allerede har været udsat for: “De bliver endnu engang etnisk udrenset af deres serieplageånd.” 

Israel anser hele Gazas befolkning for at være ansvarlig for angrebene 7. oktober, har Israels præsident Isaac Herzog udtalt. Med andre ord siger han, at ingen palæstinensere i Gaza er uskyldige. Det, Israel i øjeblikket udsætter Gaza for, har ikke noget med forsvar at gøre, forklarer journalisten Chris Hedges, og uddyber: “Dette er ikke en krig. Det er en udslettelse af civile [der har været] fanget i 16 år i verdens største koncentrationslejr.” Bidens reaktion? – stille og medskyldig

Ifølge et internt memo fra US State Department, udsendt til diplomater fra USA, som HuffPost har set, er det langt fra en fredelig, diplomatisk løsning, Biden-administrationen ønsker. Selvom man fra administrationens side har opfordret Israel til at følge krigens regler, opfordres USA’s diplomater nemlig til ikke at benytte sig af udtrykkene “deeskalering/våbenhvile”, “afslutning på vold/blodsudgydelse” og “genoprette roen”. USA’s regering ønsker således slet ikke at tale om dette, tværtimod! Biden er altså stille og ifølge hans egne ord medskyldig i det, Israel udsætter Gaza for i øjeblikket – udslettelsen af civile, som Chris Hedges formulerede det. 

En anden måde Biden/USA er medskyldig på, er i form af den økonomiske støtte på 3,8 milliarder dollars, USA hvert år giver Israel. Det er bl.a. med til at muliggøre Israels militære besættelse af Palæstina. Som Israels tætteste allierede ville USA kunne lægge pres på Israel i forhold til at søge en fredelig løsning, men det ønsker man ikke fra Biden-administrationens side. 
Ifølge Bidens egne ord stilhed er medskyldighed er han, og det er vel at mærke “kun” hvad angår Israel/Palæstina, medskyldig i nogle af de mest grusomme forbrydelser, man kan forestille sig.