Det er forkasteligt at have empati for Gazas koncentrationslejr

Af LM

Mette Frederiksen var foran den israelske ambassade for at vise støtte til Israel efter at Hamas havde angrebet 7. oktober. Hun havde denne kommentar:

»Vi har selvfølgelig behov for både at udvise vores sympati, men også vores meget klare opbakning til Israel. Og med en gentagelse af budskabet om, at Israel har ret og lov til at forsvare sig selv,«

Og fik dette opfølgende spørgsål:

»Mette Frederiksen, du har lagt blomster og vist din støtte her foran den israelske ambassade. Har du tænkt dig at gøre noget lignende for også at vise sympati over for den palæstinensiske civilbefolkning?«

Statsministeren svarede:

»Jeg må indrømme, at jeg synes, du bidrager til at relativere noget, som ikke er sammenligneligt. Det er Hamas, en terrororganisation, der angriber et demokratisk land, Israel. Og Israel har ret til at forsvare sig selv, og det vil betyde nogle ofre,« sagde Mette Frederiksen og fortsatte:

»Det tåler ikke nogen sammenligning. Og det, at en dansk journalist stiller spørgsmålet, er for mig dybt bekymrende, vil jeg gerne sige. Og aldeles historieløst.«

»Jeg tror, vi alle sammen har sympati for de civile ofre. Det at menneskelivet går tabt, at børn bliver såret, den smerte er jo lige stor, ligegyldigt hvor barnet kommer fra, og ligegyldigt hvor civilbefolkningen er. Men at sammenligne en terrororganisations angreb på et demokratisk land, der forsvarer sig selv på den måde, som du gør – den præmis vil jeg simpelthen ikke anerkende,« sagde Mette Frederiksen. – citat Jyllands Posten

Hvad går der igen her? Hamas er onde, Israel dræber kun i selvforsvar. Og alt andet er historieløst ifølge Mette Frederiksen. Det er decideret forkert, for hvis der er noget der netop er historieløst er det Mettes kolde analyse af Hamas og Israels intentioner. Men for at forstå historien er vi nød til at skære helt ind til benet, og det er meget simpelt: Konflikten handler om land. Israel vil have det for sig selv og det vil Palæstinenserne også.

Men hvor Israelerne hovedsageligt er immigranter fra resten af verden, er Palæstinenserne det oprindelige folk. Israelerne har altid været de stærkeste med USA i ryggen igennem hele deres historie, og de har gradvist taget næsten hele Palæstina med magt, terror og etnisk udryddelse, og Palæstinenserne har måtte flygte enten til Gaza, Vestbredden eller resten af verden. Israel har fuldstændig kontrol med Gaza hvor ingen kan slippe ud, fordi Israel og Egypten begge ikke tillader det.

Gaza er beskrevet som et fængsel og en koncentrationslejr af en af verdens førende Gaza eksperter Norman Finkelstein, og Israel er erklæret en apartheidstat ifølge Amnesty International og Human Rights Watch, hvor Israel kontrollerer alt og Palæstinenserne ikke kan gøre noget uden at blive terroriseret, chikaneret eller skudt. Der er mangel på vand, elektricitet, benzin og mad. Ingen kan slippe ud af Gaza, hvor der intet håb er, og det eneste de går og venter på er Israels endelige løsning, der vil være den totale udslettelse af Palæstinensere fra Israel.

Det er i den kontekst at Mette Frederiksen ikke synes man skal vise empati for palæstinensere når Israel dræber deres børn og man kan spekulere i om det er en bevidst strategi for at dehumanisere palæstinensere. For Israel kan ikke gennemføre deres etniske udrensning uden at Palæstinenserne er dehumaniseret og reduceret til dyr. Og Mette er Israels bedste ven og har altid givet dem alt hvad de vil have. Om det var våbenkøb fra Elbit, eller indførelse af IHRA definitionen på antisemitisme, der definerer al kritik af Israel som antisemitisme, så har Mette Frederiksen altid givet Israel, hvad de ville have.